Folketingstidende i papirudgave ophører

Fra og med Folketingsåret 2009-2010 udkommer Folketingstidende ikke længere i papirform, og den officielle udgave af lovforslag, love etc. skal nu findes online. I den anledning lancerer Folketinget en nye hjemmeside – folketingstidende.dk, som fra 6. oktober vil indeholde alt det man tidligere har kunnet finde i papirudgaven af Folketingstidende.

FT har altid har været et vigtigt værktøj for os, og denne ændring har været længe undervejs. Det har stået klart i en del år nu at dette var vejen at gå, og hvis der på den nye hjemmeside bliver mulighed for pdf-print, hvilket det ser ud til, så er det jo også en opgradering i forhold til det vi har adgang til nu via ft.dk. Så gode nyheder, både for os og ikke mindst for miljøet.

Philip Glaser Books udpeget som kontakt for Globe Law i DK

Philip Glaser Books – tidligere English Books – er blevet udpeget som kontaktboghandler for forlaget Globe Law and Business i Danmark. Så for dem af os der ikke allerede bruger Philips gode service til udenlandske bogbestillinger, er det måske værd at huske næste gang man skal bestille noget fra Globe.

Ugeskrift for Skat ophører i papirform

Tre år nåede Ugeskrift for Skat fra Forlaget Thomson Reuters at udkomme i papirform, inden de nu har valgt at lade det overgå til kun at være elektronisk fra 1. september 2009.

Det virker som en fornuftig beslutning, og lad os se om ikke flere andre af Thomson Reuters tidsskrifter følger efter.

Nyt kursuskatalog fra Danmarks Biblioteksskole

Så er der kommet nyt kursuskatalog fra Danmarks Biblioteksskole. Måske specielt værd at bemærke er de tre kurser som to af erfagruppens medlemmer står for. Det drejer sig om Karen Nedergaard der underviser i ‘Lov og ret på internet‘ og ‘Skab værdi for din organisation – hvordan du gør en forskel‘, samt Hella Møller Rasmussen der underviser i ‘EU-ret – kilder på nettet‘.

Desuden kunne kurset ‘Ophavsret – hvad må vi, og hvad må vores brugere?‘ muligvis være interessant for nogen af os. Det afholdes af jurist Anne Sophie Schrøder.