DJØF overtager Tidsskrift for Miljø

Fra 1. december 2012 har DJØF Forlag overtaget “Tidsskrift for Miljø” fra Magnus Informatik. Emnemæssigt giver det vist god mening at Magnus skiller sig af med et tidsskrift der handler om miljø, og ifølge følgebrevet til sidste nummer af TfM, har DJØF ambitioner om at videreudvikle produktet, hvilket der heller ikke har været meget af hos Magnus, siden det overgik fra at hedde “Miljøabonnementet” tilbage i 2004. Fx kunne man jo håbe på at DJØF vil overveje at lave en onlineudgave af TfM, hvilket Magnus aldrig fik gjort. Gerne en der også indeholder ældre numre, tak.

Vi mangler stadig at modtage nr. 12 fra 2012, som burde komme sidst i december, men det vides ikke om det skal komme fra DJØF, eller om det stadig kommer fra Magnus. Det vides heller ikke om forlagsskiftet kommer til at betyde noget for prisen.

Juridisk Ugebrev Skat stopper papirudgaven

Fra 2010 udkommer Juridisk Ugebrev Skat fra Magnus Informatik ikke længere i papirudgave, men overgår til at være en mail man får tilsendt en gang om ugen. Som med papirudgaven er der ret frie rettigheder, så man har mulighed for at videresende mailen til fx de ansatte i ens skatteafdeling, uden at skulle købe ekstra licenser.

Naturen siger tak, og mon ikke mange læsere vil finde det mere bekvemt og ikke mindst hurtigere, fremover at modtage ugebrevet i elektronisk form.